Arrangementer

FERNISERING: DECEMBRISTERNE
2. september kl. 17-20
Den Frie Udstillingsbygning åbner dørene til fernisering på Decembristernes udstilling 2011 fredag d. 2. september. Alle er velkommen, og der er fri entré.

JAN SONNERGAARD: DET FREMMEDE
8. september kl. 19.30-20.30
Som ”Søde-Jan” fortæller novellist Jan Sonnergaard om Tilfældet som skabende kraft og Banaliteten som øjenåbner, om Mødet med så radikalt forskellige fænomener som Kaukasus og Elmer. Et stand-up foredrag om Kaukasus lige nu, forholdet mellem litteratur og billedkunst samt tilfældets rolle for den skabende proces indenfor litteratur og andre kunstarter. Og om at være langt væk hjemmefra i lang tid.

FLEMMING MADSEN POULSEN: KUNST OG VIDENSKAB – ET FÆLLES ANLIGGENDE?
22. september kl. 19.30-20.30
Forfatter Flemming Madsen Poulsen, redaktør for Forfatterforlaget Attika, tager udgangspunkt i sin biografi om Alfred Nobel i undersøgelsen af forholdet mellem kunst og videnskab. Omdrejningspunktet i Flemming Madsen Poulsens foredrag er den menneskelige nysgerrighed, hvilket han relaterer til Decembristernes udstilling.

Cyber Druid 2 Black and White
Performance af Doris Bloom og Sophie Rebecca Grodin
Lørdag 24. sept. kl. 12.00

Denne performance er en kommentar til værket, ”Oak-Lands”, og dialogen mellem Doris Bloom og fysikeren, Tomas Bohr. Dialogen bevægede sig omkring erindringens natur, kroppens proportioner som udgangspunkt for opmåling af verden og mønstre skabt af naturens iboende kræfter og afkodet af det menneskelige sind.

Sophie Rebecca Grodin arbejder med krydsdisciplinær performancekunst, er født 1989 i København og studerer Performance Arts på Central School of Speech and Drama i London

OMVISNING VED MAG.ART. LISE-LOTTE BLOM
24. september kl. 11 og 13
Kunsthistorikeren, mag.art. Lise-Lotte Blom, der igennem en årrække har afholdt velbesøgte omvisninger hos Decembristerne, afholder også i år to omvisninger.

HANS CHRISTIAN RYLANDER: BILLEDKUNSTENS DOGME
6. oktober kl. 19.30-20.30
Kunstmaler, grafiker og billedhugger Hans Christian Rylander er deltagende kunstner i udstillingen og har været formand for Decembristerne fra 1978. Rylander vil fortælle om billedkunstens skrøbelige tilstand og det dogme den er underlagt i vores samtid. Udstillingen 2011 vil fungere som platform for en fortælling om Rylanders virke som billedkunstner, Decembrist og menneske i en før-apokalyptisk tid.